Havnevej 33, DK 3300 Frederiksværk - Tlf: +45 47 77 03 33 - Fax: +45 47 77 03 02 - Mail: info@dansteel.dk
Du er her: 10. november 2009 - Tykpladecenter

Søgning

 

Tykpladecenter

Som svar på at markedet efterspørger flere forskellige typer plader, og det faktum at DanSteel A/S til stadighed gør alt for at vinde flere nye markedsnicher, har DanSteel A/S igangsat byggeri af et tykpladecenter. Dette tiltag betyder, at vi snart kan producere og håndtere større, tykkere og bredere plader med en normaliseringskapacitet op til 75 t/time.

De første rydningsopgaver blev påbegyndt sidst i 2008 og projekteringen har været i gang siden september 2007.

Status november 2009

Tykpladecenteret begynder nu at tage form. Fundamentsarbejdet nærmer sig sin afslutning, ovnmontagen er kommet langt og taget i ovnområdet er lagt.

Bygningen, der bliver 169 m lang og 24 m bred, ligger i præcis samme linje som slabshallen V10, men med en indbyrdes afstand på ca. 24 m. Hvorvidt kranbanen mellem bygningerne udføres nu, er ikke afklaret, men muligheden er til stede.
Fordelen ved at lægge bygningen i samme linje er, at gamle kranbanefundamenter fra slabslageret kan genbruges. Slabslageret var tidligere orienteret mod øst, men blev i 2000 vendt mod vest af hensyn til støjbegrænsning mod byen.
Af totalt 28 søjlefundamenter for bygningen er der støbt 17 nye og 11 gamle er genbrugt.

NCC har til bygningsfundamenter og maskinfundamenter banket 6.670 m pæle, fordelt på 450 stk. Der er rammet 125 t spuns, eller 1.150 m2 rundt om ovnfundamentet.  Der er brugt 230 t armering i fundamenterne og ca. 3.000 m3 beton. I projektet er håndteret 22.000 m3 jord og der laves ca. 1.000 m kloak.

Ovnen, der er fra Andritz Maerz i Tyskland, har en samlet stålkonstruktion, der vejer 490 t, hvortil det ildfaste materiale vejer yderligere 372 t. Ovnen forsynes med 100 brændere og kan normalisere 100.000 t/år.

Rådgivende ingeniørfirma Jørgen Skovmand A/S har stået for fundaments- og bygningstegninger og Nordisk Stål udfører bygningskonstruktionen, hvortil vi selv leverer ca. 280 t plade.
Bygningen udføres så der efterfølgende kan laves kølebedding mellem varmretter og tykpladecenter samt en afsendelsesbygning mod nord.

Rullebaner før og efter ovnen er vort eget design baseret på eksisterende rullebaner, men udvidet, så der kan transporteres plader op til 4 meters bredde. Rullebanen efter ovnen er samtidig kølebedding og er vandkølet med en separat kølekreds med 20 m3 nedgravet vandtank og et tilhørende køletårn. Engskov Maskinfabrik A/S står for fremstilling af rullebane og tilhørende rammer.
Udskæring af dele til rullebanen er foretaget internt, hovedsageligt i V1, men også noget i servicecenteret, når der har været ledig kapacitet. Der er for eksempel skåret 1.438 skiver til rullebanerne.
El-vedligehold bygger tavler til rullebanerne efter internt fremstillede tegninger.

I den kommende tid færdiggøres fundament til pladevenderen, ligesom de udestående gulvområder bliver støbt.

På ovnsiden er vandrebjælkebevægelsen testet og stålmontagen af ovnsiderne afsluttet. Montage af ildfast materiale i rør og rekuperator blev påbegyndt i kupolovnsbygningen. Isolering af ovnen og montage af ildfast materiale er under udførelse, ligesom montage af brændere og el er i gang.

Planen er, at ovnen står færdig i december i år og produktion er planlagt til at starte i begyndelsen af 2010.

Allan Thomasen, teknisk chef

 
 
 
 

Copyright © - www.dansteel.dk
Dansk English Tilbage til forsiden Udskriv Indholdsoversigt