Ny tykkelsesmåler
Som led i rækken af investeringer, der skal fastholde DanSteel som en af de ledende producenter af plader til vindmølle- og skibsbygningssektorerne, har DanSteel investeret i en ny og væsentlig bedre tykkelsesmåler til valselinien.
Tykkelsesmåleren udfører både en kvalitetskontrol af de færdigvalsede plader og giver en tilbagemelding til valsecomputeren, så den kan ”lære” af sine erfaringer, ligesom data bliver gemt til statistiske analyser for videre optimering.
Om måleprincippet: Måleren er berøringsløs, den sender ioniserende stråling gennem den plade, som skal måles. Denne stråling bliver opfanget af et antal meget følsomme detektorer og systemet beregner pladetykkelsen ved at se på forholdet mellem hvor stor en del af strålingen, der bliver bremset af pladen og hvor stor en del, der kommer igennem til detektorerne.
Systemet har tre målehoveder. Pladerne bliver målt, når de kører forbi på rullebanen med normal hastighed. Vi får målinger for hver 10 cm i tre bånd (langs midten og langs de to langsider af pladerne). Det betyder, at vi både kan se pladens tykkelse og dens profil på langs og tværs.
Tykkelsesmåleren kan måle hele vores produktprogram. For 80 mm plader er målenøjagtigheden bedre end 1/10 mm og for tynde plader væsentlig bedre.
Integreringen af den nye tykkelsesmåler i vort IT-system vil umiddelbart gøre det muligt at advare operatørerne, hvis pladetykkelsen ikke holder sig inden for de ønskede tolerancer.
Tykkelsesmåleren er taget i drift og alle plader som passerer får målt tykkelsen. Vi arbejder dog fortsat på yderligere at sikre kvalitetsstandarden på vore produkter.
Peter Hammer
Projektansvarlig

