Stålværk opruster
DanSteel, der er på vej mod rekordoverskud, satser med en investering på 450 millioner kroner.
Frederiksborg Amts Avis: 09. September 2006
Frederiksværk: DanSteel A/S på Stålvalseværket, der ejes af den russiske stålgigant Novolipetsk Steel, opruster.
- De næste fem år skal der investeres omkring 450 millioner kroner i tekniske forbedringer og en effektivisering, der gør virksomheden mere konkurrencedygtig, fortæller DanSteels nye direktør ukraineren Igor Sarkits til Frederiksborg Amts Avis. De ansatte får også mere i løn, og arbejdsforholdene forbedres.
DanSteel er en af de mindste stålvalseværker i Europa og en dværg i forhold til Novolipetsk Steel, der driver et af verdens største stålværker i Rusland. Derfor gælder det for stålvirksomheden i Frederiksværk om at være på forkant med udviklingen og levere det færdige stål af den bedste mulige kvalitet til tiden.
DanSteel, der driver pladeværket, leverer bl.a. stål til vindmølleindustrien og skibsværfterne og sælger i øvrigt stål til en række grossister.
- Konkurrencen er hård, derfor investerer vi løbende i en forbedring af produktionen, fortæller Igor Sarkits.
Der er allerede foretaget en investering på 35 millioner kroner i en ny ovn, der forbedrer stålkvaliteten og øger kapaciteten, og den største igangværende investering er en ny såkaldt varmrulle-retter til cirka 75 millioner kroner, der giver en jævnere og bedre pladekvalitet.
DanSteel er godt polstret til at investere de mange millioner i udvikling. Omsætningen er på to milliarder kroner, og overskuddet er i årets første syv måneder opgjort til 185 millioner kroner. Årets plus på bundlinien forventes at blive rekordstort, nemlig 230-250 millioner kroner. Sidste år var resultatet 164 millioner kroner før skat.
50 større og mindre specificerede projekter bearbejdes i værkets tekniske afdeling, hvor der er ansat tre nye ingeniører. Yderligere trækker DanSteel på russiske ståleksperter fra Novolipetsk Steel, der efter behov udstationeres nogle måneder på værket i Frederiksværk, når nye udviklingsprojekter skal sættes i gang.
Det dansk-russiske samarbejde er efterhånden sat så meget i system, at DanSteel har besluttet at investere i køb af en gæstebolig til de udenlandske samarbejdspartnere, der jævnligt er udstationeret en periode på værket i Frederiksværk. På den måde kan de blive indkvarteret under mere hjemlige forhold i stedet for at skulle på hotel.
Drypper på medarbejderne
DanSteel øger også produktionen fra tre til fire holds skift og er i fuld gang med at ansætte 20 nye specialarbejdere. Selv om der nu er mangel på arbejdskraft, er jobbene så godt som besat.
Den gode udvikling på DanSteel drypper også på medarbejderne, der har fået en generel lønforhøjelse og personalegoder, blandt andet betalt frihed ved barns anden sygedag og en uges betalt frihed for medarbejdere med 25 års anciennitet. Desuden betalte skjorter og T-shirts til arbejdsbrug, og der er fri shampoo i baderummet og betalte badetøfler, plus tilskud til firmafester, for også at nævne nogle af de mindre personalegoder, som er indført.
Yderligere er baderummene blevet renoveret og i seks af pladeværkets operatørrum er der sket kraftige forbedringer af arbejdsforholdene. Den samlede investering er her på rundt regnet en million kroner.
DanSteel ønsker på alle planer at forbedre vilkårene for sine medarbejdere for at kunne fastholde arbejdskraften på værket og tiltrække nye ansøgere til ledige stillinger i forbindelse med det igangværende generationsskifte.
Derfor har man også foranstaltet en medarbejderundersøgelse sidste år, der er mundet ud i en række ønsker fra de ansatte. På baggrund af denne undersøgelse er der nu sat en række initiativer i gang, lige fra en bedre buffet i kantinen til obligatoriske medarbejder-udviklingssamtaler og en massiv satsning på uddannelse.
- De russiske ejere har ønsket en 10-årig investeringsplan, der er således en langsigtet strategi for at sikre fremtiden for DanSteel i Frederiksværk, siger Igor Sarkits, den ny administrerende direktør på Stålvalseværket.
Dansteel, der producerer 500.000 tons stål om året, beskæftiger omkring 400 medarbejdere.
sk