| Frederiksværk Ugeblad / Halsnæsposten |
Onsdag den 14. december 2005 |
Navneforvirring kan skade stålvirksomheder
Borgmester frygter negativ afsmitning i kølvandet på forvirring omkring stålvirksomheder
AF ANDERS NORDSTRAND
FREDERIKSVÆRK: Historien om det midlertidige driftsstop på Danscan Steels elektroværk gik hurtigt landet rundet sidste uge, og i skyndingen blev de tre forskellige virksomheder Danscan Steel (elektroværket), Danscan Metal (kontiværket) og DanSteel (pladeværket) tilsyneladende forvekslet i flere medier.
Forvirringen kan skade stålvirksomhederne eller have negativ afsmitning, lyder det i en pressemeddelelse fra borgmester Helge Friis (A), der beklager situationen på elektrostålværket og flere gange præciserer at der er tale om tre forskellige virksomheder:
-Jeg vil gerne forhindre, at sammenblandingen af virksomhederne kan give en negativ afsmitning på de to øvrige virksomheder, der har langt flere ansatte end elektrostålværket har. Jeg har hørt, at ansatte på pladeværket og kontiværket bliver ringet op af familie og venner, der tror, at også deres arbejdspladser står foran afskedigelser, hvilket jo er helt forkert, fortæller Helge Friis.
- Hvis nu det ulykkelige skulle ske, at nogle af de to virksomheders samarbejdspartnere og leverandører også lader sig forvirre til at tro, at pladeværket og kontiværket er i store problemer, kan det i sig selv netop skabe problemer. For ikke at bringe arbejdspladser i fare skal både virksomhederne og alle os andre gøre alt for, at vi undgår den situation. Jeg håber, at jeg hermed har bidraget til at skabe klarhed, og jeg vil gerne i denne sammenhæng på Frederiksværk Kommunes vegne udtrykke min støtte til stålvirksomhedernes fortsatte succes, slutter borgmesteren.
DanSteel A/S er i flere nyheds-medier blevet blandet sammen med elektrostålværket. Men DanSteel er ikke i krise og fort-sætter arbejdet med montering af nyt produktionsudstyr i million-klassen.
Foto: Jan Stephan.
DanSteel: Uændret produktionOmtalen af situationen på elektroværket har smittet af på nabovirksomheden DanSteel A/S, påpeger teknisk direktør Bent Petersen.
- Vi er naturligvis kede af navneforvirringen, og jeg må understrege at DanSteel ikke har problemer. Vi fortsætter som hidtil. Men sammenblandingen har blandt andet haft den uheldige effekt, at kunder og leverandører kimer os ned, fordi de tror, vi har problemer. Desuden er der i en stribe nyhedsudsendelser vist billeder af vores virksomhed, selv om indslagene i virkeligheden handlede om elektrostålværket. Det er rent ud sagt irriterende, fortæller DanSteels tekniske direktør, Bent Petersen.
Samtidig med historierne om elektroværkets krise opstod spekulationer om, at virksomhedens russiske ejere var på vej til at trække sig ud, da nye EU-regler vil lempe restriktionerne på stål importeret fra Rusland. Det kan gøre det mindre attraktivt for de russiske selskaber at drive stålvirksomheder i Danmark som en slags brohoved til det europæiske marked.
DanSteel A/S producerer valsede stålplader og ejes af den russiske stålgigant Novolipetsk, der ifølge Bent Petersen slet ikke har planer om at trække sig tilbage:
- Spekulationerne er vrøvl. Efter kontakt til Erhvervsministeriet kan vi fastslå, at der ikke er lagt op til en lempelse af importrestriktionerne på russisk stål, fastslår Bent Petersen og oplyser at DanSteel A/S fortsætter produktionen som hidtil med en medarbejderstyrke på ca. 370.
Virksomheden er desuden i gang med omfattende investeringer - det kan der læses meget mere om
her.